Mød spillerne

WAEL BINSHAM

Oprindelse og identitet

Jeg kommer fra Syrien. Jeg er født i Aleppo. Jeg har altid boet i byen. Jeg har boet i Danmark i snart 5 år. Jeg føler mig som syrer, men også lidt dansk.

 

Hvad kan gøre dig rigtig glad?

At gøre noget i livet – at bidrage med noget. At man viser sit værd og at man bruger sit værd. At andre sætter pris på det, man giver. Jeg elsker at være social sammen med andre. Men det skal være med mennesker, der ikke bare ser på mig som flygtning, men som én der er en del af samfundet som alle andre.

Hvorfor er du med i Into Action?

Fordi at jeg tror på projektet. Jeg føler mig tilpas og jeg kan finde mig selv i det. Jeg tror på at vi skal finde sammen for at blive et stærkt samfund. Tro på hinanden, og tænke sammen for at skabe fremtiden. Jeg har set unge mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, som er meget forvirret omkring hvem de er og hvad der er deres identitet. De bliver ikke betragtet som danskere. Det er grunden til at jeg er med. Jeg sætter pris på formålet. Jeg bliver bekymret for min datter, hvis hun skal vokse op i et samfund, hvor det er så opsplittet.

Selvfølgelig er jeg også med pga. teaterdelen. Jeg kan bedre udtrykke mig gennem teater.

 

Hvad har det givet dig at være med i Into Action?

Jeg har fået kontakt til danskere – uden forhindringer. Det havde jeg slet ikke tidligere, så det betyder meget. Jeg har mere mod. Jeg kan bedre udtrykke mig som skuespiller. Jeg har skrevet et manus på arabisk, og nu får jeg mod til at få mit eget ud også og få det oversat til dansk. Jeg tror mere på mig selv. Jeg kommer glad hver gang fordi at det giver noget.

Det er også en måde at lære dansk på. Jeg bliver mere motiveret, jeg var nær ved at give op inden jeg kom til jer, så det har betydet meget.

ANE OLESDATTER

Oprindelse og identitet

Jeg er født i Århus og er vokset op forskellige steder i Vestjylland og Midtjylland.

Jeg er etnisk dansk, men mest af alt er jeg et menneske på denne jord, som alle andre.

Min identitet som ‘dansk’ fylder umiddelbart ikke meget i min opfattelse af hvem jeg er, men et eller andet sted nærer jeg en stor kærlighed til Danmark. Til naturen, sproget og sangene.

 

Hvad kan gøre dig rigtig glad?

Naturen kan gøre mig uendelig glad. En svømmetur i havet eller en lang gåtur i en efterårsskov. Og ikke mindst følelsen af fællesskab med andre mennesker. Det gør mig glad og varm om hjertet når vi nærmer os hinanden og virkelig knytter bånd – i alle mulige sammenhænge.

 

Hvorfor er du med i Into Action?

Into Action giver mig en værdifuld mulighed for at bringe folk nærmere hinanden. Og så er det ret sjovt at gøre det gennem teater! Med vores forestillinger oplever jeg, at vi er med til at skabe små ringe i vandet af større forståelse, accept og åbenhed mellem mennesker på kryds og tværs af forskelle. Det synes jeg er så berigende og fylder mit hjerte med glæde gang på gang.

 

Hvad har det givet dig at være med i Into Action?

Jeg har fået en masse indsigter i min egen og i andres virkelighed – også i alt det, der er svært og gør ondt. Jeg har lært folk at kende på kryds og tværs af oprindelse og kultur.. Det er jeg meget taknemmelig for. At være en del af Into Action giver mig en endnu større lyst til at fortsætte med at bygge bro på tværs af “dem og os”. Selvom det kan føles, som om der er lang vej igen, så tror jeg på at det kan lykkes.

 

 

NIKLAS QUORNING HANSEN

Oprindelse og identitet

Min oprindelse er srilankansk, men jeg var fem måneder, da jeg kom til Danmark sammen med min tvillingesøster. Vi blev adopteret.

Jeg er dansk, men jeg tror, at jeg er begyndt at værne om også at have en srilankansk side. Uden at kalde det en baggrund, for jeg har ikke haft nogen, der har opdraget mig til at være srilankansk. Men at værne om at have nogle andre rødder. Ellers er jeg hundrede procent dansk. Jeg har danske normer og værdier, og ser mig selv som dansk.

 

Hvad kan gøre dig rigtig glad?

Det synes jeg jo at skuespil kan. Fem år gammel, var jeg, første gang jeg stod på en scenen og spillede med i en skolekomedie. Der kunne jeg mærke, at det gjorde et eller andet. At kunne få folk til at grine eller få dem til at græde. Det betød meget og det gjorde mig rigtig glad. Hvad jeg så senere har fundet ud af, er at det måske også er en higen efter at lære mennesker at kende. Hvorfor vi er som vi er og hvorfor vi agerer som vi gør. Jeg er generelt meget interesseret i mennesker.

 

Hvorfor er du med i Into Action?

Jeg har altid oplevet, at jeg er blevet fremmedgjort, selvom jeg er dansk. Der er altid blevet kommenteret på, at jeg er mørk i huden og at jeg ikke var som de andre. Det har fulgt med mig hele livet. Jeg kunne godt tænke mig at bryde nogle af de fordomme, der er mellem “hvide” og “mørke” mennesker – måske vi bare er én slags mennesker. Det er noget af det vi gør i Into Action.

 

 

 

KAREN NØRSKOV

Oprindelse og identitet

Jeg er født langt ude på landet på en lille halvø i Limfjorden, der hedder Boddum, i Thy.

Jeg er thybo og verdensborger. Jeg føler meget for hele verden, men jeg har en særlig varme for Thy, hvor jeg stammer fra. Af kultur – som jo betyder en masse for den måde jeg er på – så har det betydning at jeg er dansk, men jeg føler ikke mere for danskere, end for andre mennesker.

 

Hvad kan gør dig rigtig glad?

Det lyder måske sådan lidt overdrevet, men… kærlighed! Kærlighed gør mig rigtig glad. Det gør mig rigtig glad at være sammen med dem jeg holder allermest af. Når det jeg arbejder med lykkes og jeg får noget op at stå. Det gør mig rigtig glad.

Hvorfor er du med i Into Action?

Fordi det er så vildt vigtigt at gøre noget og der er en side af mig der har lyst til at gå ud og ruske i folk og sige begynd nu at snakke MED hinanden i stedet for at snakke OM hinanden. Jeg bliver stresset over al den negativitet der er i det her land omkring indvandring og integration. Og i Into Action er der en mulighed for at arbejde med at fjerne det. Det er noget, der skal ske mellem mennesker, noget der skal ske i handling, i liv. Derfor.

 

Hvad har det givet dig at være med i Into Action?

Det har givet mig mere selvtillid. Mere håb og tro. Tro på at man faktisk kan ændre noget, for det jeg kan se og høre når vi er ude at spille, det er, at der faktisk er noget der flytter sig hos folk. Det sætter tanker og nye overvejelser i gang. Folk bliver berørt og jeg bliver nogle gange berørt over hvor berørte folk bliver. Jeg føler mig stolt og beæret når jeg kan høre, at folk kommer tættere på hinanden. Når folk opdager at “de andre” faktisk er mennesker man kan  forholde sig til og relatere sig til som del af ens egen virkelighed.

 

 

FATIMA JOAFI

Oprindelse og identitet 

Jeg er født og vokset op i den nordlige del af Århus.

Jeg er dansk med marrokansk baggrund. Begge sider har en stor betydning for min identitet. Jeg kunne ikke undvære nogen af delene.

 

Hvorfor er du med i Into Action?

Jeg er med i Into Action fordi det er teater – det er en anden måde at udtrykke sig på. Jeg synes at det er en fed måde at berøre svære emner på. Man kommer direkte i kontakt med dem som man kan være uenig med og får muligheden for at se tingene fra en anden vinkel. Det handler bl.a. om at sætte ord på ens identitet, at stå fast ved den, man er, og kunne navigere, så man undgår at føle sig stemplet. For mig er Into Action med til at give alle en ligeværdig stemme uanset baggrund, kultur og religion.

Hvad har det givet dig at være med i Into Action?

Det har givet mig et talerør for de hverdagsfrustrationer, der ligger i “dem og os”-problematikken. Into Action betyder, at jeg kan arbejde med et meget ømt og omdiskuteret emne, der berører manges hverdag. Det er med til at give mig et håb.

 

TINE GRAUENGAARD – Instruktør og manuskriptforfatter

Oprindelse og identitet

Jeg er vokset op på Mols, med Århusianske forældre. Og jeg har boet så mange år i Århus, at jeg føler mig meget århusiansk. Selvom mine oldeforældre var fra Århus og resten af Jylland, er jeg ret mørk, både hår hud og øjne. Måske havde min oldemor på min fars side Vestindisk blod i årerne. Jeg føler mig meget dansk, selvom jeg elsker at rejse og opleve verden.

 

Hvad kan gøre dig rigtig glad?

Mine børn og teater. Jeg elsker at være i et øvelokale, at afdække karakterernes tanker og motiver. At være i den kreative proces sammen med andre. Jeg elsker også at skrive, sidde og lege Gud og spænde ben for karaktererne.

 

Hvorfor er du med i Into Action?

Into Action er vedholdende i forhold til at undersøge samspillet mellem og “gammeldanskere” og “nydanskere”. Der er så mange fordomme og selvfølgeligheder, som Into Action insisterer på at belyse og diskutere.

 

Hvad har det givet dig at være med i Into Action?

Jeg synes, det er fedt at arbejde sammen på tværs af etnicitet. Jeg lærer meget om mennesker, hvor meget vi har tilfælles. Vi det tit rigtigt sjovt sammen. Og så har jeg mødt nogle mennesker, som gerne vil give noget værdifuldt til verden. I forbindelse med “Jeg kan ikke se dig…” har det været spændende lave interviews og stille de spørgsmål, man ellers aldrig stiller. At høre om hvordan, det var at bo i Syrien før krigen. At det var et dejligt sted, hvor kristne og muslimer boede side om side i fred med hinanden. Eller da jeg interviewede en ven, med somalisk baggrund og fandt ud af, at han ikke har statsborgerskab eller stemmeret. Også spændende at høre dem, der stemmer på Dansk Folkeparti, hvad der skræmmer dem ved det multietniske samfund, og hvordan de ser på verden og det at være dansk. Vi kommer vidt omkring i researchfasen før en forestilling. Det er vildt spændende.

 

LOTTE ARNSBJERG – instruktør og performancetræner